tirsdag den 7. januar 2014

Den langnæbbede fugl

Den langnæbbede fugl

Den langnæbbede fugl sniffer støvet af det bord, hvorpå den står.
Indiskret som den er, stikker den næbbet frem efter mere.

Dens grådige natur påkræver al det skidt, den kan opstøve.
Iblandt de tåber, der ignorant stiller den på deres bord.

Direktheden i dens form fanger den spændte stemning.
Og langsomt sniffer den livet fra rummet, hvori den står.

Kun få overlever snuset fra den langnæbbede fugl.
De få, der blir’ tilbage, husker kun ilten forlade deres hus.

Fra den ene stue til den anden,
I tåbernes hus,

Der ligger under for fuglens snus.

tirsdag den 31. juli 2012

Manden og myten


På ryggen af hesten red hun afsted
Den lille pige, som prinsen tog med
 
Hun knugede hårdt om hans liv, mens de red
Men farten tog til, da hun langsomt gled ned
 
Fortvivlet skreg hun "Lad mig ikke falde"
Men lige lidt hjalp det på prinsen at kalde
 
I afmagt slap hun sit greb om hans liv
Udviskede billedet som prinsens viv
 
Lukkede sit sind og afventede sit slag
I smertelig viden om dets ubehag
 
Faldet efterlod ingen synlige ar
Hun bærer dem skjult med de manglende svar
 
Hvem opfandt mon myten om manden på hesten?
Og når han er væk - hvad så med resten?
 
For begge gælder, at rejsen er lang
Hun håber, han når sin solnedgang.

Google Colors


Hovedkulds kastede det sig mod land
- Det blå ocean af oprørte vande
Balancerende fred blev forvandlet til vand
Og opslugte straks to tilsandede strande

Fra gyngende grund tog stømmen dem med
Og blandede deres hjertebånd med vandet
Harmonisk og roligt fandt strandene fred
Og et nyt sted i verden blev dannet

Det nye sted var for begge et helle
For solen et nyt sted at skinne
Og strandene stod som et mægtigt vælde
Til glæde for ham og for hende

Af sandkorn vokser nu spirer af fred
Forvandlet til livets køkken
Tænk, en bølge så vigtig for strandens bred
Blå, rød, gul, grøn bragte lykken

Pigen og ilden


Pas ikke på den lille pige
Hun fandtes før dig
Hendes silluet kaster skyggen
Hun hører til i mig

Jeg frygter ikke ilden
Den fandtes før mig
Med et strøg tændes rusen
Som en del af dig

Pigen og ilden danner helle
Skyggen køler brændsåret ned
Ilden giver lys i mørket
Og usikker, balancerende fred

Sorgens spejl

Skrøbelig og sårbar bed hun sig fast
Indtog fosterstilling i mit sind

Den lille pige..
Som selv lukkede sig ind

Magen til styrke i det lille skind
Hun lukkede sig selv ind.

Overstigelig styrke i den lille sjæl
Mon hun aldrig slipper ud..

Urokkelig og usynlig  ligger hun der
Maler fortidens fuer i min hud

Den lille pige
Hun fylder seksten i år

Monstro hun forsvinder inden
Mit sind og min sjæl forgår..

Fosterfugl

Som en sommerfugl kan jeg flyve
Folde vinger ud og sætte af

Som et foster kan jeg knuge
Og rokke i takt til mit hjerteslag

Mens jeg flyver, kan jeg skue
Siluetten, der forfølger mig

Som en skygge i min stue
Selv når solen ikke viser sig

Jeg rives itu, mens jeg deler mig
I min splittethed går jeg hver for sig

Men hvordan kan det foregå?
Tynget dog så let på tå.

Maniodepressiv

Forelsket og fornøjet nynner hun glad
Melodien på sit ynglingskvad

Forsøger fortvivlet at finde fred
Det jagede sind er så fyldt af had

Alt er godt indeni
Her er varmen og hyggen

Så heldig hun er
At omfavne lykken

Men dystre tanker stikker i ryggen
Et røgslør nagler hende til skyggen

Hun smiler ekstra stort denne dag
Forsøger at mærke et velbehag.

Men frosten brænder i hendes hud
Hun ved godt, hvad der står for skud

Her, i det mørke rum, blir hun kvalt
Stille silhuet – dine dage er talt

Og midt i sin latter, lukker hun ned
I mørket finder hun atter fred

Forelsket og fornøjet nynner hun glad.