På ryggen af hesten red hun afsted
Den lille pige, som prinsen tog med
Hun knugede hårdt om hans liv, mens de red
Men farten tog til, da hun langsomt gled ned
Fortvivlet skreg hun "Lad mig ikke falde"
Men lige lidt hjalp det på prinsen at kalde
I afmagt slap hun sit greb om hans liv
Udviskede billedet som prinsens viv
Lukkede sit sind og afventede sit slag
I smertelig viden om dets ubehag
Faldet efterlod ingen synlige ar
Hun bærer dem skjult med de manglende svar
Hvem opfandt mon myten om manden på hesten?
Og når han er væk - hvad så med resten?
For begge gælder, at rejsen er lang
Hun håber, han når sin solnedgang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar